Tove og Susanne udskyder pensionen - Den nye teknologi i plejesektoren er for spændende at arbejde med

Publiceret 28-09-2026

Mere end 45 år i plejesektoren - mens andre overvejer pension, kaster Tove Bak Nielsen og Susanne Riis sig over VR-briller, sensorer og velfærdsteknologi. De to erfarne SOSU-hjælpere vil være med til at forme fremtidens plejesektor og vise, hvordan ny teknologi kan styrke både læring, pleje og arbejdsmiljø.

SOSU-hjælpere Susanne Riis og Tove Bak Nielsen har begge været i faget i mere end 45 år. Men de er ikke klar til at gå på pension, for de begge er blevet nysgerrige inden for mulighederne med ny digitale løsninger, intelligente hjælpemidler og velfærdsteknologi.

På Plejecenter Aaglimt i Aalestrup passer Tove Bak Nielsen og Susanne Riis troligt deres arbejde som SOSU-hjælpere. De har begge været i faget i mere end 45 år og har altså for længst nået pensionsalderen. Men hverken Tove eller Susanne er klar til at forlade arbejdsmarkedet. Tværtimod.

Plejesektoren står som bekendt midt i en teknologisk udvikling, som de to medarbejdere er fast besluttede på at være en del af.

Nye digitale løsninger, intelligente hjælpemidler og velfærdsteknologi åbner for helt nye måder at skabe bedre læring og pleje samt et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne. Og netop de muligheder har vækket deres nysgerrighed.

- De første gange er det jo lidt underligt med al den teknologi. Men man bliver let grebet af det, og så vil vi jo se, hvad det kan og lære hvilken betydning, det kan have på vores arbejde, fortæller Susanne Riis, der har arbejdet i plejesektoren siden 1980.

Vil være med til at vise teknologiens potentiale for de næste generationer

Også Susannes kollega på Plejecenter Aaglimt er begejstret.

- Det er spændende, hvad den nye teknologi kan hjælpe os med, og jeg tror bestemt, det kan være med til at gøre vores fag mere interessant - også for den unge generation. Derfor vil jeg gerne være med til at vise mulighederne og være en del af det team, der får den nye teknologi etableret hos os, siger Tove Bak Nielsen.

Input fra erfarne medarbejdere kan være afgørende for valget af teknologi

Både Tove og Susanne har været udvalgt til at deltage i et innovationsprojekt om ny teknologi til plejesektoren i samarbejde med Danish Life Science Cluster.

- Det er vigtigt, at vi får medarbejdernes input med fra begyndelsen, når vi overvejer at inddrage nye teknologier i vores hverdag. Tove, Susanne og deres andre kolleger har både en værdifuld erfaring, viden om de aktuelle arbejdsgange og et sundt kritisk blik for nye tiltag, som er med til at gøre både os som ledelse og leverandørerne skarpere. Vi skal kunne se en tydelig gevinst i en ny løsning, og derfor kan de rutinerede medarbejderes input være afgørende, siger René Arent, centerleder på Plejecenter Aaglimt.

Video fra projektet InnoComTecs workshops

Teknologien skal skabe tydelig værdi

Projektet InnoCompTec, der kørte fra 2023 til 2026, handlede om at finde og afprøve nye måder at lære på i ældreplejen ved hjælp af teknologi. Formålet var at undersøge, hvordan blandt andet VR- og AI-teknologi kan anvendes til at skabe praksisnær og innovativ læring og styrke medarbejdernes kompetencer.

Det involverede både leverandører af ny teknologi, videninstitutioner og dansk og svensk plejepersonale. 

Fik genopfrisket læring med VR-briller

Tove Bak Nielsen, Susanne Riis og en række andre danske og svenske kolleger har bl.a. testet, hvordan man kan bruge virtual reality til at genopfriske den viden om rengøring og hygiejne, som medarbejderne har.

- Det var sjovt at prøve de der briller, og først følte vi os jo vældig fjollede, når vi stod der og fægtede ud i luften. Men efterhånden som vi lærte det at kende, gav det jo rigtig god mening, og teknologi som fx VR kan helt sikkert være et godt supplement til at genopfriske viden. Vi lærer jo også forskelligt - nogen vil helst læse, andre vil hellere se det i virkeligheden - så det er rigtig godt, at der findes forskellige måder at genopfriske sine færdigheder på, siger Susanne Riis og Tove Bak Nielsen. 

Sensorer og robotter

Generelt er Vesthimmerlands Kommune langt fremme i anvendelsen af velfærdsteknologi til at aflaste plejepersonalet og optimere ressourceforbruget. Kommunens velfærdsteknologiske konsulenter deler jævnligt deres viden og erfaringer i Danish Life Science Clusters netværk, bl.a. i Netværk om forankring af velfærdsteknologi og i Netværk om medicinhåndtering.

Kommunen anvender eller tester i øjeblikket bl.a. blesensorer, lydmonitorering, medicinrobotter, skærmopkald samt virtual reality til både oplevelser for borgerne og genopfriskning af læring.

InnoCompTec er medfinansieret af Den Europæiske Union og EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.