Frivillig Fredag slår deltagerrekord

Publiceret 21-09-2026

Mere end 400 frivillige samles den 25. september i Aalestrup Idrætscenter til årets store fejring af frivilligheden i Vesthimmerland.

Flere end 400 frivillige har taget imod invitationen om at deltage ved den årlige hædring af de frivillige i Vesthimmerlands Kommune. Dermed slår Frivillig Fredag deltagerrekord, når arrangementet løber af stablen i Aalestrup Idrætscenter den 25. september.

Siden 2018 har deltagerantallet været støt stigende, og det glæder formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Per Nyborg (C). 

- Frivillig Fredag er et helt særligt højdepunkt på året, fordi vi får mulighed for at sige tak til nogle af de mange mennesker, der hver eneste uge bruger deres tid og kræfter på at gøre en forskel for andre. At vi i år bliver så mange, siger noget om, hvor stærkt frivilligheden står i Vesthimmerland, udtaler Per Nyborg.

- De frivillige er med til at skabe aktiviteter, fællesskaber og liv i vores byer og lokalsamfund. Det fortjener et stort klap på skulderen, og det er netop det, Frivillig Fredag handler om, lyder det fra ham.

Frivillig Fredag er et samarbejde mellem Frivilligrådet og Fritidsrådet under Vesthimmerlands Kommune. Det er en anerkendelse af det frivillige engagement, der opleves i hele kommunen inden for det frivillige sociale arbejde, det folkeoplysende foreningsarbejde og andre former for frivillighed – eksempelvis borgerforeninger og kulturforeninger.

På dagen er der oplæg ved Karen Marie Lillelund om humor som værktøj samt fællessang med Sangkraft Vesthimmerland. Derefter uddeles Frivilligprisen, Fritidsprisen og Foreningsprisen, hvorefter man hædrer de idrætsambassadører, der har ydet en særlig indsats i det forgangne år.

Se indstillinger til priserne nedenfor.

Frivilligprisen gives til en person eller gruppe, som har ydet en særlig frivillig indsats i det sociale arbejde i Vesthimmerland.

Holger Pedersen

Holger er en ægte ildsjæl i Løgstør, hvor han med sit gode humør og sin positive tilgang altid er klar til at give en hånd med. Han lægger mange frivillige timer i blandt andet pinseparaden og Grejbanken og brænder for havnen, byen og for at give besøgende en god oplevelse. 

De Grønne i Aalestrup

Denne indstilling er egentlig til en hel gruppe frivillige. De Grønne i Aalestrup er synlige og aktive i bybilledet året rundt. De maler, vedligeholder, rydder op, hjælper ved arrangementer og sørger blandt andet for flagalléen. De gør en stor forskel for, at Aalestrup er en ren, pæn og levende by. 

Røde Kors Hjemmets Frivillige Hænder

Med omkring 130 medlemmer skaber Frivillige Hænder hver uge liv, glæde og fællesskab for ældre mennesker. De arrangerer oplevelser, skaber nærvær og giver mange noget at glæde sig til. Her handler frivillighed om mere end aktiviteter – det handler om omsorg, fællesskab og følelsen af at høre til.

Pedelklubben på Ullits Friskole

På Ullits Friskole står en flok frivillige altid klar, når der er noget, der skal fixes, males, klippes eller flyttes. De mødes fast og træder også til, når noget uventet opstår. De giver både praktisk hjælp, en krammer og en hjælpende hånd – og er med til at få en nyopstartet friskole til at fungere i hverdagen.

Ketty Christensen

Ketty har gennem mange år været en samlende og engageret frivillig i blandt andet Firkløveren og Ældre Sagen. Hun er en rigtig ildsjæl, som altid har idéer, tager fat og får ting til at ske. Med sit store hjerte og sit engagement gør hun en forskel for mange – ikke mindst ældre og svagelige.

Jytte Nielsen

Jytte er et kendt og kærkomment ansigt på Plejecenter Søndervang. Hun skaber fællesskab gennem sang, højtlæsning og hyggeligt samvær, hjælper med praktiske opgaver og ledsager beboere til læge og sygehus. Hun er der, når der er brug for hende – og gør det med stor varme, omsorg og nærvær. 

Kristvør Hentze Nielsen

Kristvør er en engageret frivillig, som altid er klar til at give en hånd med. Hun bidrager til fællesskabet med godt humør, hjælpsomhed og engagement – både i Dansk Handicap Forbund, DH Vesthimmerland og Handicaprådet. Hun brænder for at skabe gode muligheder og bedre vilkår for mennesker med handicap. 

Brian Nielsen

Brian har siden 1995 brugt sine sommerferier på at gøre en forskel for udsatte børn og familier gennem Dansk Folkehjælps sommerlejre. Som lejrchef får han både planlægning, praktik og mennesker til at hænge sammen. Men først og fremmest skaber han tryghed, fællesskab og gode minder for familier, som har brug for et pusterum.

Fritidsprisen gives til en person, der har ydet en særlig og ulønnet indsats inden for fritidslivet i Vesthimmerlands Kommune. Det kan være den mangeårige frivillige, der gennem årtier har været med til at løfte og udvikle sin forening. 

Det kan også være en indsats over en kortere årrække, som har gjort en væsentlig forskel – eksempelvis ved at skabe flere medlemmer og frivillige, forbedre faciliteter eller være med til at få en forening godt på fode. 

Der lægges desuden vægt på indsatser, der bidrager til at inkludere sårbare grupper i foreningsfællesskabet.

Jesper Dybdal

Afgørende drivkraft for ungdomsfodbolden i Fjelsø Gedsted Fodboldforening. Jesper bruger utallige frivillige timer som træner og skaber stærke fællesskaber for både spillere og familier. Han er samtidig et stort forbillede for områdets børn og unge.

Jan Vestrup

Er indstillet for arbejdet som ildsjæl og drivkraft i arbejdet med at etablere et nyt tilbud om funktionel fitness i Løgstør i regi af Løgstør Gym & Fit. Jan har samlet kræfterne, søgt midler, fundet faciliteter og udstyr og samtidig sikret træningstilbud, mens den nye crossfitboks etableres.

Henrik Juul Jensen

Mangeårig ildsjæl i NVH – Nord Vesthimmerland Jagtforening, hvor han blandt andet står for driften af skydebanen i Flejsborg. Henrik engagerer sig desuden i arbejdet med at udvikle og fremme lerdueskydning både lokalt og på landsplan.

Frederik Holmgaard Pedersen

Markant drivkraft i Strandby IF, hvor han har taget initiativ til at genetablere fodbolden og samlet både spillere og trænere. Frederik skaber liv, engagement og fællesskab i og omkring foreningen og bidrager aktivt til dens fortsatte udvikling.

Lene Toft Haugaard

Mere end 55 års enestående frivilligt engagement som blandt andet træner, bestyrelsesmedlem og mangeårig formand i Vilsted Idrætsforening. Lene har været drivkraft bag nye aktiviteter, udviklingen og vedligeholdelsen af klubhuset samt foreningens 125-års jubilæum og har gennem årtier været afgørende for Vilsted IF’s udvikling.

Byggeudvalget, Naturrum Cimbrerhøjen

Anja, Gitte, Brian, Bjarne og Orla har gennem mange års frivilligt arbejde været bærende kræfter bag realiseringen af Naturrum Cimbrerhøjen. Fra fondsansøgninger og myndighedstilladelser til byggeri og praktiske opgaver har de skabt nye rammer for fællesskaber og fritidsliv i Aars som tidligere på sommeren blev indviet.

Lotte Kosack

Er en mangeårig ildsjæl, der som spiller, træner og bestyrelsesmedlem har ydet en stor og utrættelig indsats for Farsø KFUM Håndbold. Lotte tager ansvar for både synlige og mindre synlige opgaver og er med sit engagement afgørende for klubbens hverdag og fællesskab.

FDF Salling

Ledere og bestyrelsen er indstillet for uge efter uge skaber aktiviteter, oplevelser og trygge rammer for områdets børn og unge og derved skabe et stærkt frivilligt fællesskab. Lederne og bestyrelsen bidrager med nærvær, praktisk arbejde og engagement og skaber et fællesskab, hvor der er plads til alle.

Mads Bruntse

Er indstillet for at være en afgørende drivkraft i arbejdet med at få Farsø Rideskole godt i gang igen. Mads har bidraget til nye elever, elevheste, baner og renovering og er samtidig en stor støtte for bestyrelsen med sit overblik og sin hjælpsomhed.

Ingrid Christensen

Indstillet for siden 1989 at have ydet en imponerende indsats for kvindegymnastikken i Aalestrup. Gennem 37 år har Ingrid som engageret og fagligt dygtig instruktør skabt bevægelse, træningsglæde og fællesskab for generationer af kvinder.

Kristian Boe Christoffersen

Har gennem seks år ydet en stor frivillig indsats i ungdomsudvalget i Aalestrup IF og været med til at udvikle og samle ungdomsafdelingen. Kristian bygger bro mellem bestyrelse, udvalg og frivillige trænere og står desuden bag Sport by Night for børn fra Aalestrup, Gedsted og Fjelsø.

Elsebeth Holm Pedersen

Engageret frivillig yogainstruktør i Senioridræt Aalestrup, der uge efter uge skaber bevægelsesglæde og fællesskab for seniorer. Med godt humør og stort engagement inspirerer Elsebeth andre til at holde sig aktive og viser betydningen af bevægelse gennem hele livet.

Foreningsprisen gives til en foreningsbestyrelse, der har vist, hvordan man kan udvikle sin forening eller skabe en ny. 

Det kan eksempelvis være ved at tiltrække flere medlemmer og frivillige, udvikle nye aktiviteter og koncepter, inddrage nye målgrupper eller udvikle og forny foreningens faciliteter – blandt andet med fokus på grøn omstilling og digitalisering.

Der lægges samtidig vægt på foreninger, der formår at forny sig og være attraktive for både nuværende og nye borgere i Vesthimmerlands Kommune.

Farsø Petanqueklub

Indstillet for at være en forening med plads til alle aldersgrupper og et stærkt fællesskab omkring petanquesporten. Medlemmerne tager selv ansvar for både baner og faciliteter, og klubben kombinerer det lokale fællesskab med aktiv deltagelse i turneringer.

Hvalpsund Kultur og Bogcafé

Et aktivt samlingspunkt, der med en stor frivillig indsats skaber kultur, aktiviteter og fællesskaber for mennesker på tværs af alder og interesser. Foreningen udvikler løbende nye tilbud og samarbejder og bidrager til at skabe trivsel, modvirke ensomhed og byde nye borgere velkommen i lokalområdet.

Løgstør Håndboldklub

Er en forening i udvikling, der skaber fællesskaber for hele livet – fra de yngste børn til seniorer. Klubben favner nye aktiviteter og målgrupper, investerer målrettet i unge trænere og frivillige og arbejder med både digitalisering, forældreinddragelse og nye samarbejder med det lokale erhvervsliv.

DDS Spejderne i Aars

Spejdergruppen er i en positiv udvikling, hvor et styrket samarbejde mellem ledere og bestyrelse har skabt øget aktivitet og synlighed. Gennem store spejderoplevelser, lokale arrangementer og nye initiativer som Spirende Fællesskaber arbejder gruppen målrettet på at invitere endnu flere børn og unge ind i fællesskabet og friluftslivet.

Løgstør Golfklub

Indstillet for at være en mindre klub med en usædvanligt stærk frivillig kultur, hvor omkring en fjerdedel af medlemmerne bidrager til klubbens drift og udvikling. De frivillige løfter alt fra banepleje og faciliteter til træning, modtagelse af nye spillere og sociale aktiviteter og er dermed med til at skabe en velfungerende klub, der også tiltrækker mange gæstespillere til området.