Hjælpeordning ved kloakering
Har du fået krav om at forbedre kloakforholdene på din ejendom, og har du en lav indkomst, kan du få hjælp af kommunen i form af en afdragsordning og fristforlængelse. Vær opmærksom på, at ordningen ikke dækker separatkloakering.
Sådan søger du
Det er en større investering at forbedre kloakforholdene på en ejendom. Er din økonomi ikke til en sådan investering, kan du søge om adgang til kommunens hjælpeordning.
Du søger ved at udfylde det ansøgningsskema, du finder i linket ovenfor. Når du har udfyldt skemaet, skal du indsende det og din seneste årsopgørelse fra Skat til Borgerservice.
Afgørelsen på din ansøgning vil blive skrevet ind i det endelige påbud.
Hvis din ansøgning godkendes
Godkender vi din ansøgning om adgang til hjælpeordningen, skal du selv kontakte Vesthimmerlands Vand A/S og anmode om et tilbud på en kloakløsning og afdragsordning.
Har du ikke anmodet om et tilbud og en afdragsordning senest 1,5 år inden den forlængede frist udløber, eller accepterer du ikke tilbuddet fra Vesthimmerlands Vand A/S, bortfalder din mulighed for at få en afdragsordning.
Godt at vide
Hvilke krav skal du opfylde?
For at få adgang til hjælpeordningen må den årlige indkomst for hele din husstand ikke overstige 369.033 kr. før skat (2026). Det gælder dog, at:
- Beløbet kan forhøjes ved hjemmeboende børn, der er under 18 år – dog kun op til fire børn.
Der vil blive lagt et procenttillæg til den samlede årlige husstandsindkomst, hvis din husstands samlede formue er mellem 1.060.300 kr. og 2.120.800 kr.
Hvad indebærer hjælpeordningen?
Opfylder din husstand kravene - og bliver jeres ansøgning godkendt - betyder det, at påbuddets frist forlænges med 3 år. Det giver dig mulighed for selv at spare pengene op til at etablere den påbudte kloakløsning.
Ud over fristforlængelsen kan du vælge at anmode kommunens spildevansselskab, Vesthimmerlands Vand A/S, om en afdragsordning.
