Fra fjord til bord

Foreningen for Limfjordskultur i tæt samarbejde med Limfjordsmuseet, Løgstør, går i spidsen for et stort naturformidlings- og madlavningsprojekt ved Limfjordens kyster fra uge 26 og helt frem til uge 42, hvor projektet vil blive afrundet for i år sammen med efterårsferien.
Projektet, Fra Fjord til Bord, bygger på at formidle den gode historie om Limfjordens dyreliv og miljø til børn og unge, samt at give dem en god start til, hvordan man kan benytte de maritime frugter som krabber, rejer, tang, muslinger, fisk og meget andet til sund, nem og lækker mad.

Formidling af både historier og læring om madlavning foretages af kyndige biologi-studerende fra hele landet, og det kommer ikke til at gå stille for sig. Til projektet er indkøbt en større grej-bank til fangst og tilberedning af Limfjordens Frugter, så gæsterne ved de forskellige EVENT-besøg selv kan komme med ud og prøve kræfter med at fange dagens middagsmad. Alle er velkomne til at dukke op til de forskellige EVENT-besøg, og det er ganske gratis at deltage!
Man kan høre mere om projektet ved at kontakte Limfjordsmuseet på tlf. 98 67 18 05,
hvor det også vil være muligt at høre mere om museets spændende tilbud gennem sommeren.

Projektet er massivt støttet af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og hvis alt går vel forventes det, at projektet vil forsætte i flere år frem, så børn og unge ved Limfjordens kyster er sikret muligheden for en ny, lærerig og spændende adgang til at bruge Limfjorden til andet end at bade i.

denne plakat kan du se, hvor du kan møde projektets biologer.

 
Publiceret: 05-07-2010
Email til redaktør: Karen M. Pedersen
 
Bookmark and Share