Fuldt hus på Livø

Naturvejleder Karin Winther, Vesthimmerlands Kommune og Lars Wachmann fra Skov- og Naturstyrelsen kunne melde om fuldt hus, da de inviterede til overnatning og naturaktiviteter på Livø natten mellem tirsdag og onsdag. 31 deltagere i alle aldre havde tilmeldt sig, til et døgn på Livø, der er et af de nationale udpegede naturområder, der er med i Danmarks Naturkanon. Her skulle de overnatte i hængekøjer i "Troldeskoven" og fiske og indsamle naturmaterialer, som skulle bruges i forbindelse med tilberedningen af mad over bål.
På en guidet tur rundt på øen, fik deltagerne kendskab til øens historie og viden om driften af landbruget og skoven anno 2010. I skoven hilste deltagerne bl.a. på "skovarbejderne" der var en flok køer på arbejde med at æde ahornskud, som skal holdes nede, da de ellers vil overtage hele øen. I skoven indsamlede deltagerne også skovsyre til aftensmaden. Alle må indsamle til eget forbrug af bær, nødder, svampe eller diverse urter i offentlige skove, og da hele Livø er økologisk, behøver man ikke være bekymret for om der er sprøjtet. 
På rundturen kom deltagerne også forbi Livøtrolden, der efter sigende står på Livøtap, og oppe ved hultræet eller troldetræet i skoven kravlede deltagerne igennem med hovedet først for at undgå sygdom. Sagnet siger, at man ikke må kravle igennem med numsen først, for så fornærmer man troldene. Det var der selvfølgelig børn, som skulle prøve, så om det var derfor de så mange trolde i Troldeskoven om natten vides ikke. Måske er det også fordi, at træerne om dagen tror de er trolde, og menneskene tror det om natten.
Turens menu bestod udelukkende af mad over bål, som deltagerne selv skulle tilberede. Alle 31 deltager var i fuld gang og der blev fremstillet 3 forskellige forretter, en hovedret og en dessert. Og inden deltagerne skulle i hængekøjen, blev der spist nybagte bålboller med friskfangede fjordrejer og muslinger, som deltagerne selv havde fanget i Limfjorden.
Det er anden gang i sommer at vi udbyder overnatningsarrangementer, hvor deltagerne kan overnatte i hængekøje og begge arrangementer har været fuldt booket sige naturvejleder Karin Winther. Det glæder os meget, at så mange viser interesse for at deltager, for via arrangementer som disse får man større kendskab til naturen, da man gemmer oplevelserne i kroppen. Det vi også kan se er, at flere generationer tilmelder sig og får en fælles oplevelse og det er da vores håb, at de også tager af sted på egen hånd efterfølgende.
Interessen og muligheden er klar. Hængekøjerne kan lånes på biblioteket, i alle offentlige skove må man overnatte gratis, og diverse bålopskrifter og naturoplevelser kan man finde på naturekspeditionen.dk. , der er kommunens naturformidlingshjemmeside.